Fascinationen holdt!

Da jeg var fem år gammel (såvidt jeg husker, så hæng mig ikke op den helt nøjagtige alder) – men altså: Da jeg var fem år gammel var jeg med mine forældre – og muligvis min storebror, til et foredrag på det, der senere skulle blive min skole – Klarup Skole – så vidt jeg husker var det i pauserum A, men igen et faktum, der er ikke er bærende for historiens kerne.
Foredragsholderen var Johannes Møllehave, og i en alder af fem, tror jeg nok jeg mest var med for ikke at skulle passes af en babysitter eller lignende. Jeg skal ærligt sige, at jeg nok ikke har forstået ret meget af hvad præsten, der dengang snakkede betydeligt hurtigere end i dag, talte om, men ikke desto mindre, var jeg en af dem, der gik derfra med hans autograf – på en paptallerken, der var noget ved det her menneske jeg rigtig godt kunne lide, det husker jeg!
Det der så er det pudsige, er at jeg siden, da jeg rationelt har kunnet forstå hvad Hr. Møllehave har haft på hjerte, og forstået hans retoriske kodex, har jeg været helt fascineret af dette væsen – som jeg finder meget sympatisk!
Det er lidt sjovt, at have været fascineret af et menneske af uvisse årsager som femårig, og så vokse op, og finde ud af hvad fascinationen består af, og så stadig holde fast i den!