…altså sige sin ærlige mening i og om dansk teater.
Det kunne jo være at nogen blev ked af det, og det kan vi ikke have. Så er det bedre, at holde tand for tunge og holde sin kritik for sig selv. Smile og rose og klappe på ryggen, det er sådan man gør.
Hvor er det dog bagstræberisk! For så kan man gå rundt om hjørnet på café med vennerne og brokke sig og svine til, og ærgre sig over tingenes tilstand.
Jeg drømmer om, at vi kunne have en konstruktiv og saglig debat om tingene. At man måtte sige, “tak for forestillingen, jeg er uenig i en række valg” – uden at blive dømt som sur og bitter, uden at blive lagt for had – men med bevidstheden om at man selvfølgelig ikke siger den slags i ond vilje. Men blot for at stimulere og forbedre – for ligegyldigt hvor god en forestilling så har været, vil man altid kunne dreje lidt på en knap eller trække lidt i en snor. Det er blandt andet i de helt små detaljer, vi sikrer det bedste og mest levende teater, for nu og for fremtiden.
Jeg er jo en slags fan af Aalborg Zoo – og som sådan var jeg forleden på endnu et besøg – og der er sket det helt fantastiske, at deres myresluger har fået en unge – det er første gang i havens historie, at de har en myreslugerunge – jeg fangede denne lille video, ungen er 9 dage gammel her.
Pia K. som kulturminister i Danmark? Hun mener selv, ifølge et interview i Politiken, at hun ville være god til jobbet – fordi hun elsker at være kontroversiel…til trods for at hendes kritik af kulturminister Carina Christensen’s manglende synlighed synes meget reel, så er der så mange advarselslamper, der blinker i forbindelse med interviewet…
»Spørger du mig, så burde man fra statens side rydde op i det der. Riv dem da ud af den forestillingsverden, der får dem til at tro, at de her ting skulle være kunst«. Pia synes ikke lort på dåse er kunst! Anne-Marie synes ikke Pia har forstået armslængde-princippet.
Anne-Marie er også skræmt over den situation hvor Kjærsgaard kommer til at diktere hvad, der tæller som kunst og hvad der ikke gør – behøver jeg nævne de lettere kliché-fyldte scenarie?
Tirolerband Aalburg er, som den kvikke læser har fanget, et tyrolerorkester, der hører hjemme i Aalborg. Jeg kender dem, er vel en slags venner med dem, har i hvert fald spillet musik med flere af dem – godt nok for mange år siden – og siden har jeg mere muntret mig med en øl eller lignende i deres selskab, og ved sådanne lejligheder har jeg endda været så heldig, at de har musiceret – de spiller godt!
Nu har de så fået den forbandede idé, at de også vil til at danse – i hvert fald skal to af dem danse – og gæt hvem der har sagt ja til at lære dem det…yep, you got it, yours truly!
Så jeg er ved at forsøge, at indstudere dans til Josef Wagners “Holzhackerbaum” – og det skal retfærdigvis siges at ingen sagde det ville være nemt…nå, tilbage til danseskoene….
..hvad der er sket siden sidst?
Jeg er fyldt 30, jeg har lavet en én time lang musical med 30 teenagere på bare en uge, jeg har passet Pandrup Dyrepark, spist en paradIs (rettere to), set The Young Victoria i biffegraffen (kan bestemt anbefales), jeg har søgt job på job på job, jeg har sunget og øvet i at synge, jeg har overværet optagelser af meget sjov, kommende doku-comedy-satire-serie til DR2, jeg har lært en masse om Twitter og købt en cykelhjelm – så det er da klart man ikke lige også har tid til at få lagt hovedet på bloggen?!
Jeg hørte en eller anden amerikaner af den kendte slags sammenligne Twitter med at løfte røret og ringe et tilfældigt nummer og sige sin 140-karakter lange opdatering – jeg forstår godt billedet, men jeg finder nu, at der er mere at bruge det til, hvis man bruger den tid det tager at lære det at kende, og til at finde de mennesker/organisationer/fænomener man har lyst til og får noget ud af at følge…jeg er endnu ikke færdig med at lære, men jeg synes nu det er spændende nok…endnu!
Jeg hedder www.twitter.com/varberg – kom gerne og følg mig…
Hov, det blev alligevel lige en lidt alvorlig overskrift – men det er principielt også en alvorlig sag jeg lige har på hjerte – Anni..altså Anni, som i Anni og Erik goes to Hollwood-Anni! Det er trods alt nemmere at skrive den smøre, end det er at forsøge at huske hvad navn hun fortiden går under – jeg nægter at tro, at jeg er den eneste, der tvivler ind i mellem.
Hun har drevet noget bordel-halløj og er så blevet snuppet af politiet, og siden blevet sigtet for rufferi. Hun kom for en uge siden ud af fængslet efter at have være varetægtsfængslet i en periode, så vidt jeg husker frivilligt i en del af den periode. Der er selvfølgelig sket meget i den tid, vi ved jo allesammen, at de ikke længere hedder Erik og Anni, for han er skredet – det er Anni ked af, og hun er skuffet og velnok også en kende bitter over den situation – han havde jo også en hel del penge, som sikkert er rare at kunne associere sig med. Jeg vil ikke tage stilling til om det er uretfærdigt, at han har forladt hende, det kunne sikkert have været eksekveret mere elegant end over telefonen, mens hun sad spærret inde, men bevæggrundene kender jeg ikke og tager derfor ikke stilling til – at hun er mærket af det, er dog i mine øjne ganske naturligt.
Men – for ja, her kommer der jo som regel et men: Hvordan kan hun på nogen som helst måde finde det urimeligt, at være blevet anholdt for den kriminalitet hun har begået? Hvordan kan hun, for alvor, mene at hun ene og alene er blevet anholdt fordi hun er kendt, og der er en god historie i sagen, også for politiet? Hvordan kan hun sidde og appellere til mennesker sympati på dén baggrund?!
Tidligere fandt jeg hende egentlig rigtigt morsom – dog fra hendes side ganske ufrivilligt, er jeg sikker på – men nu…nu er hun egentlig bare lidt sølle…NEJ – der var jeg lige ved at gå i fælden og få ondt af hende, men hvis jeg skulle det, så er det for noget der er sket for mange år siden – roden til at være endt, der hvor hun er i dag – men for den aktuelle suppedas, nej, den er selvforskyldt, og ynk, det klæder ingen!
Da jeg var fem år gammel (såvidt jeg husker, så hæng mig ikke op den helt nøjagtige alder) – men altså: Da jeg var fem år gammel var jeg med mine forældre – og muligvis min storebror, til et foredrag på det, der senere skulle blive min skole – Klarup Skole – så vidt jeg husker var det i pauserum A, men igen et faktum, der er ikke er bærende for historiens kerne.
Foredragsholderen var Johannes Møllehave, og i en alder af fem, tror jeg nok jeg mest var med for ikke at skulle passes af en babysitter eller lignende. Jeg skal ærligt sige, at jeg nok ikke har forstået ret meget af hvad præsten, der dengang snakkede betydeligt hurtigere end i dag, talte om, men ikke desto mindre, var jeg en af dem, der gik derfra med hans autograf – på en paptallerken, der var noget ved det her menneske jeg rigtig godt kunne lide, det husker jeg!
Det der så er det pudsige, er at jeg siden, da jeg rationelt har kunnet forstå hvad Hr. Møllehave har haft på hjerte, og forstået hans retoriske kodex, har jeg været helt fascineret af dette væsen – som jeg finder meget sympatisk!
Det er lidt sjovt, at have været fascineret af et menneske af uvisse årsager som femårig, og så vokse op, og finde ud af hvad fascinationen består af, og så stadig holde fast i den!
Det er sjovt som når man forsøger sig med filmudgaver af musicals, så flygter man så meget fra den teatrale spillestil i musicals, og nærmer sig en realistisk – som ene og alene gør rigtigt meget opmærksom på at det her er ikke en realistisk, naturalistisk, genre – og som ingen andre steder får genrens særkende – at her bryder vi ud i sang – et kejtet udtryk!
Det er da fjollet!
…vi har jo et sprog i dette land, en ganske glimrende, og velfungerende sprog. Det er jo, som vi alle ved, influeret af udlandet, ikke mindst den engelsksprogede del – vi overtager endda ord direkte, nogen forbliver engelske og indgår blot i sproget ordet e-mail popper lige op som eksempel, selvom nogle forsøger sig med den danske udgave – e-post(!) – andre ord får deres eget liv i det danske og får en fordansket stedsøster.
Men forklar mig lige hvordan det engelske ord ’stress’ – på dansk bliver til ’stras’ – jeg kan simpelthen ikke få den til at gå op!
Det er lidt blevet et faktum, en ting man ikke rigtigt kan komme udenom, lige gyldigt hvor meget man forsøger – så kan man ikke finde fire dygtige mennesker til at bestride værtsposterne på GoMorgenDanmark.
Ja, jeg ved godt det er noget underligt noget at gå op i, men der er det ved et sådant program, at de dækker ret bredt – fra morsomme pudsigheder til dybt alvorlige emner, og dermed også alt ind i mellem.
Jeg tror ikke jeg vil egne mig særlig godt som vært – indrømmet – men det skal ikke holde mig fra at have en holdning. Det er vigtigt at have bredt favnende værter, som formår at dække spektret – ellers er det potentielt ødelæggende for programmets udførelse, for hvis der sidder en vært og kløjs i ordene, hele tiden siger oversprings-sætninger mens de leder efter de informationer i deres cue-cards, som de principielt burde have bare en kende mere styr på. Fair nok at man skal have en chance for at finde ind i sin værtsrolle, men når man på jeg ved ikke hvilken måned stadig opfører sig usikkert, famlende og kikset, sidder man så ikke yderligt i sædet?
Det er heldigvis godt man har muligheden for at slukke når det bliver for slemt!
